Bestyrelsesreferater 2016

Bestyrelsesmøde den 22. november 2016

Medlemmerne i nr. 46 har hen over sommeren følt sig generet af skyggen fra to rønnebærtræer, som står vest for deres ejendom. Efter drøftelser med medlemmer og Beplantningsudvalget besluttede bestyrelsen, at det mest generende træ bliver fældet og erstattet af to nye af samme type, som placeres lidt længere oppe ad bakken. På den måde ønsker bestyrelsen at imødekomme de manges ønske om at have træer i forskellig højde rundt om i området og de enkeltes ønske om at have sol på altanen.

Efter årets store arbejde med at beskære og fjerne den mest generende vækst ved hegnet ud mod Byageren vil det efter bestyrelsens opfattelse være hensigtsmæssigt at få gartneren til at give en vurdering af, hvad vi med fordel kan gøre til næste år, så det akut udførte arbejde ikke vil være forgæves i et lidt længere tidsperspektiv.

Revnerne i den asfalterede vej skal forsegles. Bestyrelsen indhenter tilbud på opgaven.

20. september 2016:

Kommunen har oplyst, at der med den digitale tingslysning kræves, at en eventuel ny deklaration skal være bilagt en såkaldt GML-fil (kortdatafil). Bestyrelsen undersøger mulighederne for at udarbejde en sådan i forbindelse med carporte i etape 1

Foreningens historiske dokumenter fylder efterhånden en del. Generalforsamlings- og bestyrelsesreferater mm fra grundejerforeningens start til ca 2000 er indleveret til Lokalhistorisk arkiv i Roskilde, der er har udtrykt interesse i den type dokumenter.

I forbindelse med jubilæumsfesten blev der indkøbt telt, borde, bænke m.v. Bestyrelsen vil til generalforsamlingen udarbejde et forslag til regler om leje/udlån af disse. Bebyggelsesudvalget bedes i den sammengæng vurdere hensigtmæssige opbevaringsmuligheder for teltet m.v.

En beboer har bedt om, at måtte få fældet et par træer på fællesarealet, da de skygger i have og på altan. Bestyrelsen ønsker, at der skal være en fornuftig balance mellem hensynet til beboeres ønsker og helheden af områdets arealer. Beplantningsudvalget bliver bedt om at give en vurderingen af ønsket.

Beplantningen langs hegnet ud til Byageren er nu ryddet. Bestyrelsen vil sammen med gartneren gennemgå den arealet med henblik på udpegning af de buske/træer, der med fordel helt kan fjernes. Det kan eventuelt ske på en ekstra Løvsangerdag.

På årets sidste Løvsangerdag den 2. oktober skal legehus og Vandværksporten males.

 

 

14. juli 2016:

Kommunen har bedt om et møde vedrørende carportene i etape 1. Det berammede møde måtte aflyses pga sygdom, men planen er at beramme et nyt snarest.

Det blev besluttet at legehuset og Vandværkets port skal males på efterårets Løvsangerdage. På førstkommende Løvsangerdag skal værktøjet/redskaberne i Vandværket mærkes.

Der blev fastsat en husorden for Vandværket med rammer for værktøjets og lokalets benyttelse uden for løvsangerdagene. Husordenen vil blive ophængt i Vandværket og orientering om den vil blive mailet til medlemmerne.

Festudvalget har booket beboerhuset i Ternehaven til Grundejerforeningens jubilæumsfest til august.   Et foreløbigt møde med kommunen om en kommende affaldssortering, ser ud til at blive sat i gang senere end oprindeligt forudsat (1/4-2017). Bestyrelsen vil følge op på, hvad den nye ordning kommer til at betyde for foreningen og medlemmerne.   I forbindelse med den førstkommende Løvsangerdag, vil bestyrelsen vurdere, hvordan beplantningen langs Byageren bedst og mest økonomisk kan holdes.

17. maj 2016:

Bestyrelsen har skrevet til kommunens byggesagsafsnit vedr. vinduerne og carportene i etape 1, men der er ikke kommet svar endnu.

Der bliver nu opsat en nøgleboks til redskabsrummet (vandværket), så medlemmerne kan få adgang uden at skulle hente en nøgle hos et bestyrelsesmedlem. Der vil blive fastsat en husorden med rammer for værktøjets og lokalets benyttelse uden for løvsangerdagene.

Bestyrelsen undersøger for tiden, hvordan hjemmesiden evt. kan trimmes til glæde for medlemmerne.   Bestyrelsen forsøger at finde ud af, hvad en eventuelt kommende affaldssortering vil betyde for foreningen og medlemmerne.   Ved fremtidige løvsangerdage får hver aktive deltager et lod til den traditionelle lodtrækning om vin. Dermed vil der ikke alene være ét lod pr. deltagende husstand.